Girls in Cyber – Sommercamp

Cybersikkerhed er om noget vigtigere end nogensinde før! Hver dag udsættes borgere, samfund og erhvervsliv for cyberangreb og med globale kriser som Covid-19 og Krigen i Ukraine, er cybertruslen kun blevet større. Derfor bliver der i høj grad brug for unge, der vil uddanne og specialisere sig i cybersikkerhed, og unge, der har viden om cybersikkerhed med sig i bagagen.

Samtidig er der en tendens i vores samfund til, at flere drenge end piger søger hen imod uddannelser rettet mod cybersikkerhed. Denne tendens vil vi gerne forsøge at vende, og derfor inviterer ATU Øst piger i alderen 15-25 år til sommercamp i august under overskriften ”Girls in Cyber”.  Her vil vi bl.a. spørge dem, hvad der skal til for at flere piger vælger en karriere inden for Cyber.

ATU Østs sommercamp ”Girls in Cyber” er en spændende mulighed for cybernysgerrige piger, der gerne vil høre mere om muligheder og karrieveje inden for cyber og cybersikkerhed. Og her bliver der virkelig tryk på, det tør vi godt love…

Girls in Cyber Sommercamp

På sommercampen vil vi gerne blive klogere på, hvad piger tænker og interesserer sig for inden for feltet cyber. Vi arbejder tværvidenskabeligt med cybersikkerhed med afsæt i samfundsvidenskab, naturvidenskab og humaniora. Deltagerne lærer om cybersikkerhed, og dykker ned i emner som digital etik og digitale krænkelser, cyberkriminalitet og beskyttelse af data og privatliv samt hacking og cyberangrebs anatomi, cyber-warfare og den digitale slagmark. Man kommer til at lege digital efterforsker og bliver derudover klogere på studie- og karrieremuligheder inden for cyber-feltet gennem møde med studerende, forskere, eksperter og virksomheder, som dagligt arbejder med cyber.

Sommercampen byder desuden på lækre måltider, quizzer, konkurrencer og sociale aktiviteter, så deltagerne, udover et stærkt fagligt udbytte, også lærer nye mennesker at kende med samme nysgerrighed som dem selv.

Sommercampen indeholder fem faglige workshops, fordelt på én online-cyberworkshop om fredagen, tre cyberworkshops om lørdagen og én workshop om søndagen. Derudover vil der være en studie-og karriereafklaringsworkshop, samt en fokusgruppesession om søndagen. Sommercampen finder sted i weekenden fredag den 12. august kl. 15.30-18.00 – lørdag den 13. august kl. 9.30-21.00 – søndag den 14. august 2022 kl. 9.30-16.00.Sommercampen er uden overnatning.

Har vi vakt din interesse, så hold øje med siden her, i slutningen af maj vil vi nemlig opdatere med nærmere information om Girls in Cyber Sommercampen. Stay tuned.